Galleri


This Land of Mine

120.000 landminer.
Det er, hvad der stadig findes i Bosnien, på trods af, at det er 20 år siden, krigen i Bosnien-Hercegovina sluttede. Minerydningen går langsomt og er primært drevet af NGO'er uden megen støtte fra den bosniske regering. Spredt mellem landsbyers kornmarker, bakkedrag, bjergtoppe og et stenkast fra befolkede områder ligger minerne. De lokale børn lærer fra en tidlig alder, at de ikke må lege i ukendt territorie, og trafikken i de berørte områder er begrænset til få smalle veje. Bosnien har i høj grad lagt krigen bag sig og viser fremskridt, men krigen har sat sit spor hos et utal af ofre for minerne, der vedholdende gør deres bedste for at få støtte og lægge de tabte lemmer bag sig, de har mistet til deres hjemland.


I landsbyen Jarčedoli nær Sarajevo klatrer en ung mand over hegnet til landsbyens kirkegård, da en anden mand ruller sin tonede bilrude ned og råber i bestemt toneleje: ”Pas på, hvor du træder, der er en grund til, området er indhegnet!”
Han hentyder til faren under jorden. Minerne er ikke synlige, men de er tæt på.

Samtidig er brødrene Vladimir og Goran Vučić i færd med deres morgenrutine i Dovlici-området lidt højere oppe ad bjergsiden, hvor enkelte ensomme, selvbyggede huse skiller sig ud fra naturens kurver. De blev født her, og har siden haft en enkel tilværelse. Nu, halvtreds år senere, lever de som skovhuggere på den samme skråning, hvor de blev født. Modsat øvrige af de lokale siger brødrene, at de sidste miner i området blev ryddet i 2005, og at de frygtindgydende advarselsskilte mod minerne er sat op af andre skovhuggere, som så kan skræmme konkurrenter væk og få træerne for sig selv.

I løbet af krigen i Bosnien-Hercegovina holdt Vučić-brødrene kvæg og så militæret lægge landminerne. Derfor kendte de minernes placering, da krigen hørte op, og med den viden hjalp Vladimir Vučić med minerydningen. ”Jeg har serbiske rødder, så jeg følte, det var min pligt,” siger han. ”Hver gang, jeg skulle til Sarajevo for at sælge mine varer i løbet af krigen, måtte jeg køre gennem et minefelt. Jeg var bleg af frygt, men måtte være modig. Jeg måtte tjene penge, så jeg kunne overleve,” siger han afklaret, mens han tager et sug i sin cigaret.

Tilbage i Sarajevo arbejder Suad Meco hårdt på at give de handicappede krigsofre mod på tilværelsen og en værdig plads i det bosniske samfund. Meco er præsident for foreningen U.S.R.I. Stari Grad for invalide soldater. Deres finansiering kommer primært fra donationer, og de fleste ansatte er frivillige. Meco er tydeligvis bekymret for deres begrænsede økonomi og behov for handicapudstyr. Som han siger: ”Dine skader skal nok hele, men du slipper ikke uden et ar på sjælen. At miste en kropsdel er ikke noget, man nogensinde kan lægge bag sig.”


Interview med krigsfotograf Ismet Bajrovic.