Galleri


Amsterdam Theme Park

Turister – de nye nomader

Hvad er turisme, og hvorfor gør vi det? Er det blot en ”isme” som kapitalisme eller kommunisme? Lad os bare antage, at turisme er en af de store ”ismer”, en ideologi, en fuldvoksen idé, der er stærk nok til at tiltrække en massiv skare af følgere. Grundtanken er ideen om et ”bedre der”, troen på et fjernt sted, hvis kvalitet overstiger ens hjemsted. For at udføre turisme forlader man sit hjem og overgiver sig midlertidigt til det ”bedre der”. Det er tydeligt fra starten, at oplevelsen er midlertidig, at man skal hjem igen.

Selve besøget er fyldt med skattejagten i det ”bedre der”; indtryk, lyde, fotografier, souvenirs, en ny energi og en tan fra solen. Det er obligatorisk at vende hjem med så mange skatte som muligt at nære sig fra, til man igen kan tage væk. Set fra dette perspektiv synes turisme at være et ritual i et moderne jæger-samler-samfund. Det ville forklare, hvorfor turister opfører sig markant anderledes end lokale.

Jæger-samlere kan nemt genkendes på deres konstante søgen efter nye mål, deres færden i grupper og deres konstante diskussion omkring ruter, mødetider og -steder.

Et overtal af seværdigheder i en tæthed, der næsten er umulig at konkurrere med, gør Amsterdam til en af verdens bedste jagtmarker. 

Med 835.000 indbyggere og 20 millioner besøgende om året er Amsterdam under pres.

 

 

En nat langs kanalerne 

15.50, lørdag, Dam 

Dagens sidste solstråler bevæger sig op ad marmorsøjlen i Dam- monumentet midt i byen. Hundredevis af samtaler afbrydes regelmæssigt af sporvognene, der skærer gennem mylderet. På vejens modsatte side ved kongepaladset deler duer og turistgrupper den store plads. Omkring 30 kinesiske turister vandrer mod bygningens tronende facade, anført af en guide med et stort orange skilt i hånden. Et ældre par halter bagefter. De kæmper med at få foldet deres selfie-stænger sammen. Guiden drejer pludselig en kvart omgang på hælen, da det går op for ham, at han er ved at støde ind i døden – i udklædt udgave vel at mærke. Døden er én af pladsens mange gadekunstnere, som står stille med en legetøjs-le og poserer på en plastikkasse. Han håber, at turisterne giver en mønt mod at få et billede med ham. Bag ham hopper en mand i cirkler. Han er klædt ud som gorilla. Det kinesiske optog stopper ikke her, de følger deres guide ned ad hovedgaden langs pomfritstatuer i menneskestørrelse, nutellaskilte og ostebutikker. De stopper ved ”Body Worlds”, hvor hudløse menneskeprints på store glasvinduer inviterer indenfor til en udstilling af døde kroppe i ægte kød og blod. Her på hovedgaden Damrak dominerer billet- kæden ‘Tours & Tickets’. Hver 6. matrikel bærer deres røde logo, der lyser op for den del af byens besøgende, som ankommer uden egentlige planer. 

22.48, lørdag, Oudezijds Achterburgwal 

Du har två minuter på dig att komma, annars måsta du ge 20€ mer, sade hun,” fortæller svenske Gustav på 24 til sine to jævnaldrende venner Robin og Emil. Han er lige trådt ud gennem en af de mange neonrøde glasdøre i ‘De Wallen’, Amsterdams notoriske Red Light District. Drengene udveksler high-fives, et kryds på ‘bucket-listen’ er sat. En liste, der bærer præg af sex og kokain. Gustav nåede det med de to minutter. Alle tre er iført deres uniform, der adskiller dem fra de lokale, jeans med fabrikslavet slitage på lommerne. Deres trøjer og skjorter sidder lidt på skrå og halvt nede i bukserne. De er ikke helt så nystrøgede, som de var først på aftenen, men de fintrimmede skægstubbe holder formen endnu. Emil trådte omtrent samtidig med sin kammerat ud på de fugtige brosten efter sit livs første besøg hos en glædespige. Han fumler med en joint, og øjeblikket efter ligger han på knæ og leder febrilsk efter den i hver enkelt af stenenes sprækker. Robin, som har en kæreste, har måttet vente mellemfornøjet på gaden. Han trækker Emil op i kraven og siger, de altså må købe noget nyt hash senere. Tørstige efter ‘Jägerbombs’ og flere sug i maven stavrer de tre venner væk mod strømmen af turister og enkelte lokale, der med tommelfingeren klistret til ringeklokken ikke har valgt det smarteste tidspunkt at begive sig ud i mylderet på. Emils arm stikker triumferende op i mængden. Han fandt jointen i sin lomme. 

00.03, søndag, Oudekerksplein 

10 hænder slås ustyrligt om et stort irsk flag. Fingerspidserne kæmper mod hinanden og mod stoffet. Deres ejermænd og -kvinder synger ”Wack fall the daddy-o, wack fall the daddy-o, There’s whiskey in the jaaaaar....” Til højre i mørket går en flok kaninudklædte menneskestørrelser mod den næste bar, og en ungkarl i grønne Heineken-hotpants og BH kæmper determineret mod sin rus. Et blink, et åndedræt, et skridt ad gangen. Med vaklende skridt følger han en kvindelig gæst væk fra sin egen polterabend, væk fra festens diskolys. Deres læber mødes med et klask. I en vindueskrog står de, langs striben af prostituerede, der omringer pladsens gamle kirke. Kirkens klokker stilner stadig af, da en ung mand hvisker ”cocaine? You want some coke?” til dem. Parret vifter ham bort. Da siger han med et grin, at de da ellers kunne have fået det gratis, hvis de havde sniffet det fra hans pik. 

Dealeren efterlader kysset bag sig og strejfer om et hjørne ind i mørket. Måske har han mere held med de næste letsindige turister. Efter at have krydset et par gader, smutter han hurtigt bag politiet. To betjente på hesteryg har netop sat en ok britiske ‘stags’ voldsomt på plads, efter de fik den idé at skubbe hinanden i den mudrede kanal. En af briterne vifter vredt med en overdimensioneret dildo foran hestene i protest. Hans venner får ham hurtigt med væk. Det lader ikke til, andre besøgende lod sig inspirere til en svømmetur. 

05.15, søndag, Rembrandtplein 

De karakteristisk strikkede huer, der markerer turisterne i mængden, er forsvundet fra gadebilledet, efter de sidste klubber har låst deres døre. En enkelt hue i neonfarver hænger ensomt på en hegnspæl og blafrer i vinden som en påmindelse om, at det her er turismens territorium. Mørkets stilhed afbrydes af lyden af en brækklat, der rammer midten af pladsen og en høj latter. En af tre briter kunne ikke holde det inde mere, så de kom ikke videre hjem fra post-pubcrawl: ”I need an ambulance, I’ve been drugged...” kommer det fra ham med en anstrengt røst. I fosterstilling synker han ind i sin beige windbreaker med hænderne mellem de spinkle knæ. En af hans to venner står i en noget varmere jakke med hånden under armen på ham, men giver slip, da han nær får opkast på sine sorte sneakers. Den sidste af dem falder næsten til jorden i latter, og må tage sig til sin army-kasket for at beholde den på hovedet: ”You just drank too bloody much you dumbass,” svarer han. En iPhone kommer frem, ind på Snapchat, idiotien skal dokumenteres. Enkelte taxa- chauffører kører forbi dem, sænker farten og accelerer igen med rystende hoveder, da drengene ikke reagerer. De har sprit nok i blodet til at glemme kulden, der omringer dem. En lidt ældre mand står nu en armslængde fra dem og filmer med på sin egen telefon, mens han siger: ”Get your shit together boys, get your shit together.” Her i ekstremturismens epicenter er det ikke første gang, nogen ender på den gale side af deres egne grænser. En halv time senere har vennerne slæbt sig et par meter længere op ad vejen, kun en brøkdel af den kilometer, de har hjem til deres AirBnB-værelse. En ældre hjemløs kommer forbi og stopper op. Han er omtrent lige så besindet som de tre briter tilsammen. Da den hjemløse langt om længe får den blege, bevidstløse brite bakset op på ryggen af en af vennerne, giver de ham en håndfuld småpenge, og han takker af. Drengene når akkurat over på det nærmeste busstoppesteds metalbænk, før de overgiver sig til søvnen i mørkets sidste timer. 

06.31, søndag, Dam 

Mellem bunker af skrald og mågeflokke, der leder efter føde i dem, åbner Starbucks som de første på gaden deres døre. To ansatte prikker venligt, men bestemt til en latinamerikaner. Han er faldet i søvn indover sin cappuccino og sin rullekuffert. Udenfor på gaden hænger et rødt flag dovent og vindstille med tre hvide X’er på en sort stribe, Amsterdams kendetegn. Det står ikke for byens frie sind, men er et våbenskjold fra 1505 skabt til ære for fiskeren St. Andrew, der efter sigende blev korsfæstet. De fordrukne rester af en polterabend går forbi mod Centraal Station. To fyre snakker om, hvor morsomt det kunne være at gå nøgen gennem check-in på formiddagens fly hjem. En hvid kat løber lydløst forbi dem mod Zeedijk, hvor Chet Baker for knap 20 år siden faldt ud af et hotelvindue og omkom. Det samme er siden sket jævnligt for turister. Dog ikke på denne nat i den frisindede forlystelsespark, hvor renovationsarbejderne nu er i fuld gang med at spule overskuddet af pommes frites og kropsvæsker væk, så byen er klar til endnu en svingom.